Islam betragter mennesket som jordens »kalif« (beskytter og forvalter) og pålægger det dermed et dybt ansvar over for alle andre levende væsener i universet. Selvom begrebet dyrs rettigheder er et relativt nyt fænomen i den moderne verden, har den islamiske tradition siden for 14 århundreder siden betragtet dyr ikke blot som en »ressource«, men som levende væsener, der fortjener respekt og har rettigheder.
I islamisk tænkning er dyr ikke sjælløse væsener, der eksisterer til menneskers vilkårlige brug. Tværtimod har de, ligesom mennesker, deres egne sociale ordener, sprog og samfundsstrukturer. Den Hellige Koran fremhæver denne sandhed med et meget slående universelt perspektiv.
»Der findes intet dyr, der går på jorden, og ingen fugl, der flyver med sine to vinger, som ikke er et samfund ligesom jer. Vi har ikke udeladt noget i Skriften. Derefter vil de blive samlet foran deres Herre.« (En’âm, 38)
Dette vers viser, at den økologiske balance og dyrs rettigheder er under guddommelig beskyttelse. At krænke et dyrs rettigheder betyder i virkeligheden at krænke en »samfundsgruppe«, som Allah har skabt.
Ifølge islam har hvert væsen i universet et unikt forhold til Skaberen. Dyrene er også en del af dette åndelige økosystem og priser Allah på en måde, der er i overensstemmelse med deres fıtrat (skabelsesnatur).
»Ser du ikke, at alt, hvad der er i himlene og på jorden, samt flokke af fugle, priser Allah? Hver af dem kender sin egen bøn og sin egen lovprisning. Allah ved fuldt ud, hvad de gør.« (Nûr, 41)
Dette synspunkt opfordrer muslimer til dyb ydmyghed over for naturen og dyrene. En fugl, der flyver i himlen, eller en myre, der går på jorden, er en del af den guddommelige lovprisning og fortjener derfor alene af den grund respekt.
Koranen fremhæver de fordele, dyrene giver menneskeheden, og lærer, at dette forhold ikke skal bygge på udnyttelse, men på taknemmelighed og medfølelse.
»Han skabte også dyrene. I dem findes der varme (ting) og mange fordele for jer. En del af dem spiser I. Der er også en skønhed (og glæde) for jer, når I henter dem om aftenen og slipper dem fri om morgenen.« (Nahl, 5-6)
Udtrykket »skønhed og glæde« i versene er ganske bemærkelsesværdigt. Dyr er ikke blot redskaber, som man udnytter for deres kød, mælk eller styrke; de er samtidig æstetiske væsener og menneskets ledsagere i verden. Denne bevidsthed om »forvalterskab« nåede sit højdepunkt i Profeten Muhammeds (s.a.v.) praksis. Den glædelige nyhed om, at en person fik sine synder tilgivet for at have givet vand til en tørstig hund, eller forbuddet mod at jage dyr for fornøjelsens skyld (sportsjagt), er grundstenene i denne medfølende civilisation.
Islam udvider retfærdigheden fra at være et begreb, der kun gælder mellem mennesker, til at omfatte alle levende væsener. At udsætte dyr for lidelse, at tvinge dem til at arbejde ud over deres formåen, at slå dem i ansigtet eller at bruge dem som skydeskiver er kategorisk forbudt i islam. Islams budskab om dyr er klart: Vis barmhjertighed mod dem på jorden, så de i himlen også vil vise jer barmhjertighed. I dette trossystem er det at beskytte en myres bo eller vise medfølelse over for en fugl ikke blot en almindelig god gerning, men selve vejen til at vinde Skaberens tilfredshed.
