Et af de mest omdiskuterede emner om Islam i verden er kvinders stilling i samfundet. I nutidens debatter hævdes det ofte, at Islam sætter kvinder i anden række. Dog stammer en stor del af disse vurderinger ikke fra Islams grundlæggende kilder, men fra historiske praksisser eller lokale kulturer, som tilskrives religionen. For at vurdere en religion korrekt er det nødvendigt at se på dens grundlæggende tekster. I Islam er disse kilder Koranen og Profeten Muhammeds lære. Når man studerer disse tekster, bliver det tydeligt, at Islams tilgang til kvinder ofte er meget forskellig fra den opfattelse, der præsenteres i offentligheden.
I det 7. århundrede i Arabien, da Islam opstod, var kvinders sociale status ret begrænset. Kvinder havde ofte ingen arveret, deres økonomiske uafhængighed blev ikke anerkendt, og i nogle tilfælde kunne ægteskabsforhold være alvorligt uretfærdige. Koranen etablerede bestemmelser, der regulerer kvinders juridiske status i sådanne omgivelser. Koranen siger klart, at kvinder også har ret til arv: “Mænd og kvinder har en del af det, som forældre og nærmeste slægtninge efterlader” (An-Nisa 4/7). Denne bestemmelse repræsenterede en vigtig juridisk ændring i datidens samfund.
Ifølge Koranen er mænd og kvinder skabt af samme oprindelse med hensyn til menneskelig værdighed. “O mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af én sjæl, og af den skabte Han dens ægtefælle” (An-Nisa 4/1) viser, at menneskets ontologiske værdi ikke afhænger af køn. I Islam er overlegenhed ikke baseret på køn, men på moral og ansvar. Koranen udtrykker dette princip således: “De mest værdifulde i Allahs øjne er de, som er mest bevidste om Ham” (Al-Hujurat 49/13).
I islams menneskesyn er mænd og kvinder lige ansvarlige åndeligt. I Koranen nævnes troende mænd og kvinder sammen: “Troende mænd og troende kvinder er venner for hinanden; de befaler godt og forbyder ondt” (At-Tawba 9/71). Et andet vers angiver, at troende mænd og kvinder vil få samme åndelige belønning: “Allah har lovet troende mænd og troende kvinder haver, hvorunder floder flyder” (At-Tawba 9/72). Denne tilgang viser, at religiøse ansvar og åndelige værdier ikke er begrænset af køn.
Med hensyn til ægteskab understreger Koranen princippet om gensidigt ansvar og respekt. Koranen siger, at ægtefæller er en beskyttelse og støtte for hinanden: “De er et tildækning for jer, og I er et tildækning for dem” (Al-Baqarah 2/187). Denne formulering viser, at ægteskab bygger på gensidig tillid og nærhed, ikke magtforhold. Desuden lægger Koranen stor vægt på retfærdighed i ægteskabet og advarer mod flerkoneri: “Hvis I frygter, at I ikke kan være retfærdige, nøjes med én ægtefælle” (An-Nisa 4/3).
Med hensyn til kvinders rolle i samfundet pålægger Koranen ikke kun kvinder moralsk ansvar. Princippet om beskedenhed og moralsk adfærd retter sig først mod mænd: “Sig til de troende mænd, at de skal sænke blikket og bevare deres kyskhed” (An-Nur 24/30). Derefter anvendes samme princip på kvinder (An-Nur 24/31). Denne tilgang viser, at moralsk ansvar er et socialt princip.
Profeten Muhammeds lære understreger også klart, at man skal behandle kvinder godt. Profeten sagde: “Den bedste blandt jer er den, der behandler sin ægtefælle bedst.” I en anden hadith opfordrede han til barmhjertighed over for kvinder og lagde særlig vægt på at beskytte deres rettigheder. I islamisk tradition er moderens status yderst respekteret. Da Profeten Muhammed blev spurgt, hvem man skulle gøre mest godt imod, svarede han tre gange: “Din mor,” og derefter: “Din far.” Denne tradition viser, hvor værdifuldt arbejde og ofre er i familien.
I islams tidlige periode spillede kvinder en aktiv rolle ikke kun i hjemmet, men også i samfundslivet. Khadijah var en succesfuld handelskvinde og ydede vigtig økonomisk støtte i Islams tidlige år. Aisha anses for at være en af de vigtigste kilder til viden om hadith og islamisk lov. Disse eksempler viser, at kvinder i det tidlige islamiske samfund aktivt kunne deltage i uddannelse og skabelse af viden.
I dag stammer nogle begrænsninger for kvinder i visse muslimske samfund ofte ikke fra religionens grundlæggende lærdomme, men fra historiske fortolkninger eller lokale traditioner. En gennemgang af principperne i Koranen viser, at kvinden defineres som en person, der er lige med manden med hensyn til menneskelig værdighed, har økonomiske rettigheder, bærer åndeligt ansvar og kan bidrage til samfundslivet.
Sammenfattende giver Islams grundlæggende kilder en ramme, der har til formål at beskytte kvinders ære og rettigheder. Studiet af Koranen og Profeten Muhammeds lære viser, at kvinder ikke nedvurderes, men derimod har en stærk status med hensyn til menneskelig værdighed, respektabel status i familien og socialt ansvar. For at vurdere kvindespørgsmålet i Islam korrekt er det nødvendigt at skelne mellem principperne i de religiøse tekster og de praksisser, der har udviklet sig i forskellige samfund gennem historien. Denne skelnen viser, at forståelsen af kvinder i Islam ofte er langt mere omfattende og afbalanceret, end man almindeligvis tror.
